Faglig rådgivning: 74 61 33 66 · Man–tors 7:30–15:30 · Fre 7:30–15:00

Ofte stillede spørgsmål

Her har vi samlet de spørgsmål, vi oftest får om køb, rådgivning, maling, allergivenlige produkter og gulvbehandling. Svarene er korte og praktiske. Finder du ikke svar på dit spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.

Køb, rådgivning og service

Hvordan kan jeg købe produkterne?

Du kan handle i webshoppen eller i butikken på Lundsbjerg Industrivej 31 i Aabenraa. Rockidan forhandler produkter fra førende europæiske producenter – se dem samlet under mærker. Er du i tvivl om, hvad du skal bruge, kan du starte i projektguiden, hvor produkterne er sorteret efter opgave.

Hvordan vælger jeg den rigtige maling til mit projekt?

Valget afhænger af underlaget, den ønskede finish og forholdene i rummet eller udendørs. Fortæl os, hvad der skal males, hvad det står med i dag, og hvor det sidder, så hjælper vi dig med at vælge grunder, maling og forbehandling. Det er ofte en god idé at sende et par billeder med.

Hvordan får jeg teknisk rådgivning?

Ring på 74 61 33 66, skriv til mail@rockidan.dk, brug kontaktformularen eller kig forbi butikken i Aabenraa. Læs mere om, hvordan vi hjælper, under rådgivning og kompetent sparring. Tekniske datablade og sikkerhedsdatablade finder du på datablade.rockidan.dk.

Hvad gør jeg, hvis jeg har problemer med et produkt?

Kontakt os med en beskrivelse af problemet, gerne med billeder, produktnavn og oplysninger om underlag og forbehandling. Så finder vi ud af, hvad der er sket, og hvordan det kan løses.

Kan jeg returnere et produkt, og er der garanti?

Kontakt os, hvis du ønsker at returnere en vare. Reglerne for fortrydelse, returnering og reklamation står i vores salgs- og leveringsbetingelser. Oplysninger om garanti på det enkelte produkt finder du på emballagen og i produktets datablad.

Er produkterne miljøvenlige?

Sortimentet rummer mange produkter med miljø- og indeklimamærker, fx Ecolabel-mærket vægmaling, maling uden konserveringsmidler og emissionsfrie gulvsystemer. Læs mere under miljø, og se fx maling uden konserveringsmidler og DK indeklima-mærkede gulvprodukter.

Skimmel og allergivenlig maling

Hvilken maling skal jeg vælge efter skimmelsvamp i loftet på badeværelset?

Når skimmelen er fjernet, og loftet er rengjort og desinficeret, kan du male med de fleste malinger. I bruseområdet bør du dog gå op i glans, mindst glans 10. Er der risiko for, at skimmelen kommer igen, kan du bruge Diessner Fungdeck – Skimmel Protect Maling, som nedsætter risikoen for, at skimmel sætter sig på overfladen. Den skal heller ikke bruges i områder med meget vand. Husk, at maling ikke erstatter udluftning og rengøring. Se også skimmelhindrende maling.

Hvad er bæredygtig og allergivenlig maling?

Det er maling, der er fremstillet med omtanke for miljøet og menneskers sundhed. Den indeholder færre stoffer, der kan belaste luften og vandmiljøet, og allergivenlig maling er uden de stoffer, der oftest giver allergi. Den er lige så nem at bruge som almindelig maling.

Når du vælger, så kig efter mærkerne:

  • Svanemærket – et af de mest kendte miljømærker i Danmark.
  • EU-Blomsten – stiller krav til malingens sundheds- og miljøegenskaber.
  • Den Blå Krans – et allergimærke, der stiller krav til allergivenlighed.

Sørg altid for god ventilation, og brug handsker, maske og briller, når du maler. Se udvalget i allergivenlig maling, og læs sådan undgår du allergi over for maling.

Er CleanAir-produkterne fri for aldehyder?

Der findes ingen malingsprodukter, der er 100 % fri for aldehyder – det er et spørgsmål om hvor meget. CleanAir er testet i klimakammer i 28 dage, og målingerne viste under 5 µg/m³, hvilket er under den normale tyske målegrænse på 100 µg/m³.

Kan jeg være sikker på, at CleanAir er uden MI og MCI?

MI og MCI står for methylisothiazolinon og methylchloroisothiazolinon – konserveringsmidler, der bruges i mange forbrugerprodukter for at forhindre vækst af bakterier og andre mikroorganismer. CleanAir-serien består af 11 produkter, som alle er uden nogen form for konserveringsmidler, også uden MI og MCI. Se fx CleanAir loft- og vægmaling.

Kan I tone CleanAir i samme farve som min gamle maling?

Ja, typisk. CleanAir er 100 % konserveringsmiddelfri, så den tones i hånden med tonepasta, der også er konserveringsmiddelfri. På den måde frigives hverken MI, MIT eller andre konserveringsmidler. En farve som Umbra Weiss fra et andet farvekort kan fx tones i CleanAir. Alternativt kan den tones i Dinova Euromatt på et traditionelt toningsanlæg. Oplys farvenavn og farvekort, når du bestiller.

Gulvmaling, epoxy og belægninger

Hvad skal vi bruge til at male betongulvet i vores hal?

Det afhænger af belastningen. To lag maling giver ca. 200 my lagtykkelse, tykfilmsmalinger ca. 0,5 mm, og belægninger 2–4 mm. Vil du male, skal du påføre mindst to lag – vi anbefaler tre, da det giver mere at slide af og længere tid til genmaling.

Forbruget er ca. 150 g/m² pr. lag for begge typer. Skal en håndværker udføre arbejdet, kan du kontakte os med gulvets størrelse, alder, beliggenhed og belastning – så hjælper vi med at finde en rutineret gulvmand. Se også projektguiden til gulve og garage og håndbog i gulvmaling.

Hvilken gulvbehandling kan bruges i fødevareindustrien, når den gamle belægning skaller?

Et eksempel fra en fiskefabrik: Et ældre epoxygulv med skridsikring var skallet af i store områder, og maskinerne kunne ikke flyttes. Der er to muligheder – en malingsbehandling eller en ca. 3 mm belægning, begge med skridsikring. Fælles for dem er, at underlaget skal renses grundigt: afvask med natronlud, efterskyl med vand, neutraliser med svag eddikesyre og efterskyl igen, så du ikke sliber de animalske fedtstoffer ned i overfladen. Derefter slibes grundigt, så den nye behandling kan hæfte.

  • Malingsløsning: Gulvet males tre gange med NM 50 Aqua S tilsat ca. 6 % Rockidan Slidestop 942.
  • Belægning: Primning med NM 560 A Grundering (ca. 0,200 kg/m²), udlægning af NM 400 Elitgulv, fulddrysning med ovntørret kvarts og dagen efter NM 40 Toplack påført med gummi- eller stålspartel.

Succesen afhænger stærkt af forarbejdet. Se flere løsninger i fugefrie gulve.

Vores betongulv med NM 50 Aqua Super får ridser – kan vi male igen?

Ja. Du kan godt male oven på epoxymalingen, også efter mange måneder – den skal blot rengøres og matteres let. Du kan også give overfladen en polish efter rengøring, som lægger sig ned i de små ridser. Bruger du en polish, der kan komme i vaskevandet, får overfladen hele tiden en tynd beskyttende hinde.

Hvad kan jeg bruge på en betonbalkon?

NM 50 Aqua Super kan anvendes direkte på beton og tåler fugt både fra oven og fra neden. Det gør den til et alternativ til tagpap på fx en balkon over en karnap.

Hvad bruges epoxy til?

Epoxy er et stærkt og holdbart materiale med mange anvendelser. I industrien bruges det til laminering af fx glasfiber og træ, reparation af beton og metal, beskyttelse mod kemikalier og vejr samt til gulve og belægninger. I hjemmet bruges det til bordplader, reparationer og beskyttelse mod ridser og snavs. Epoxygulve er slidstærke og nemme at rengøre. Se epoxy i sortimentet.

Værktøj og forarbejde

Hvordan forlænger jeg levetiden på pensler og malerruller?

  1. Korte pauser: Pak pensler og ruller i en tætsluttende plastikpose – så holder de sig fugtige i op til to dage. Ved længere pauser skal værktøjet renses grundigt.
  2. Vandbaseret maling: Skrab overskydende maling af, vask rullen i varmt vand med lidt opvaskemiddel, og drej den rundt udenfor, så vandet løber af. Stritter penselhårene, kan du vikle afdækningstape om penslen med den klæbende side udad.
  3. Oliebaseret maling: Rens med penselrens eller mineralsk terpentin, og lad værktøjet stå natten over.
  4. Køb kvalitet: Godt værktøj giver et bedre resultat og kan bruges mange gange, hvis det rengøres efter hver brug.

Se tilbehør og værktøj.

Hvordan fjerner jeg tapet?

Du skal bruge tapetstripper eller spartel, tapetopløsningsmiddel, en hobbykniv eller tapetskraber, en spand varmt sæbevand og en svamp.

  1. Fjern møbler, og dæk gulvet af.
  2. Rids tapetet forsigtigt, så opløsningsmidlet kan trænge ind.
  3. Påfør opløsningsmidlet med klud eller svamp, og lad det virke et par minutter.
  4. Fjern tapetet i strimler med stripper eller spartel.
  5. Vask limrester af med varmt sæbevand, skyl med rent vand, og lad væggen tørre grundigt, før du maler.

Afdækning finder du under afdækning.

Om maling generelt

Hvad er maling?

Maling er et, sædvanligvis flydende, materiale, der ændrer farven på en overflade og ofte beskytter underlaget. Den består af fire hovedbestanddele: pigment, der giver farve, bindemiddel, der holder det hele sammen, fyldstof, der giver egenskaber som glans og modstandsdygtighed, og opløsningsmiddel – fx vand eller terpentin – der gør malingen flydende.

Hvor stammer maling fra?

De tidligste kendte malerier er hulemalerier i Spanien og Frankrig, dateret til over 40.000 år siden og lavet med naturlige pigmenter som okker, hematit og malakit blandet med vand eller fedt. I oldtidens Egypten, Grækenland og Rom blev maling brugt på templer og bygninger med bindemidler af animalsk lim eller planteolier. Senere kom nye pigmenter og bindemidler til, og i dag findes maling til næsten ethvert formål – inde og ude, mat og blank.