Silikatmaling satte en stopper for afsmitning

Kalk har været kendt siden før Jellingestenen. Man kan med rette spørge, om det skulle være en kvalitet i sig selv. Vi er jo trods alt også kommet videre fra runerne

Sankt Pauls kirken i Sønderborg og den oprindelige klosterbygning er blevet kalket jævnligt siden opførelsen i 1930’erne (henh. 1997). I 2006 var de mange lag “maling” efterhånden skallet så meget af, at der reelt ikke længere var en beskyttende overflade. Tværtimod var fugt og alger trængt ind imellem lagene, og facaden smittede af ved den mindste berøring.

Derfor valgte man at opdatere facadebeskyttelsen til dette århundrede. Alt det løse kalk blev fjernet med højtryksrenser og underlaget blev bundet med en dybdegrunder inden maling med Dinosil.

Resultatet var en ensartet hvid facade uden afskalninger og uden fugt og alger. Diffusionsåbenheden er kun en smule mindre end for kalk – til gengæld er den vandafvisende effekt betydeligt bedre, så konstruktionen siden har fået lov at blive ordentlig tør. Derfor står facaden stadig som nymalet her 9 år senere.

Så hvorfor egentlig gøre som i vikingetiden ???